Alternative og autentiske rejsemål i Spanien



Spanien er meget mere end Mallorca, Barcelona og Alicante. Lige fra det barske Baskerland til autentiske Andalusien, er der mange mindre turistede områder, som bestemt er et besøg værd. Måske du bliver så begejstret for det “ægte” Spanien, at du får svært ved at rejse tilbage til den overflod af turisme, som du oplever så mange andre populære steder. Du kan aldrig komme til at kede dig med disse destinationer, fordi de har så meget at byde på. Spis som de lokale og “gå på tapas”, tag siestaen alvorligt og snup en morfar og slap af, for alt kan gøres mañana. Med en feriebolig kan du komme bedre ind i lokallivet og uden om hotellerne.

Andalusien

Frigiliana

Rejser man til Andalusien, rejser man ofte til Sevilla eller Malaga. Det er ikke så underligt, da Sevilla er en fantastisk by med meget at byde på, og sommerferielivet i Malaga er svært at modstå. Men der er selvfølgelig meget mere til denne skønne region, og man kan sagtens kombinere dasen i Costa del Sol med oplevelser og kulturliv i de mere autentiske byer. Granada er et oplagt valg til at prøve noget andet, og man tror næsten ikke sine egne øjne, når man står i en så smuk by omringet af så fantastisk natur. Lidt væk fra kysten findes den såkaldte “hvide by” Frigiliana, som blandt andet er anerkendt for sin skønhed. Nær byen findes flere vandreruter, hvor du kan opleve nærområdets fantastiske natur. Besøger man byen i august kan man opleve Festival de las Tres Culturas (De tre kulturers festival) som fejrer byens historiske forhold til både den kristne, jødiske og muslimske kultur.

Galicien

Længere nordpå ligger Galicien. Her finder du alt lige fra storslåede bjerglandskaber og smukke kyststrækninger til pulserende byliv i blandet andet storbyen Santiago de Compostela. Netop denne by er et helt særligt besøg værd, da den ikke blot er utroligt smuk og velbevaret, men samtidig er destinationen for flere tusinde pilgrimme, der vandrer til byen fra alt mellem 100 og 1000 km i fødderne. I byens guddommelige katedral ligger nemlig de jordiske rester af disciplen Jakob, og dette tiltrækker ikke kun pilgrimme fra hele verden, men også turister. Byen har smalle gader og stræder, som er proppet med fine spanske delikatessebutikker, vinhandler, barer og restauranter. Fra byen kan man hurtigt komme med en bus til Fisterra, eller “Verdens ende” som romerne døbte denne kyststrækning, da de dengang var overbevist om, at der ikke var mere ude i horisonten.

La Rioja

Spanien

Hvis du er glad for rødvin, er La Rioja en oplagt destination for dig! Her kan du gå gennem vinmarker, så langt øjet rækker. Besøg vinbarer, som på spansk kaldes for bodegaer, og få fantastisk rødvin til gode priser. Kvaliteten er i top og standarden er høj. Også her er der mulighed for at ramme pilgrimsruten Camino Francés, længe inden den munder ud i Santiago de Compostela. Besøg eventuelt storbyen Logroño, som har en hyggelig og autentisk bymidte, hvor man blandt andet kan “gå på tapas” i de små gader og stræder. Konceptet er lidt som pub crawl; du går fra den ene tapasbar til den anden, hvor du får en enkelt tapa med en lille øl eller et glas vin. En fantastisk mulighed for at prøve en masse forskelligt fra det lokale køkken, og spise som en ægte spanier.

Alternative storbyrejser

En storbyrejse til Spanien bliver ofte betragtet som en tur til Barcelona eller Madrid. Men også i Nordspanien finder man skatte, som bestemt er besøg værd. I Baskerlandet findes både Bilbao og San Sebastian, som blot er en times kørsel fra hinanden. Oplev blandt andet Guggenheim-museet, som ikke kun er fyldt op med kunst fra blandt andre Andy Warhol, men sandelig også er et arkitektonisk kunstværk i sig selv. Byen Burgos ligger i Castilla y León regionen, og er blot nogle timer fra hovedstaden Madrid. Den er kendt for sin storslåede katedral og fantastiske bymidte, som med sine pastelfarvede lejligheder er malerisk og ualmindelig smuk. Også i Castilla y León er selvfølgeligt at finde byen León. Med sine omkring 200.000 indbyggere er det en klassisk sydeuropæisk storby. Også her er det meget populært at gå på tapas, og gaderne er sprængfyldt med barer og restauranter, som serverer lokale råvarer og fantastisk vin. Byen er også præget af katolicismen og pilgrimslivet, da den ofte er begyndelsen for mange pilgrimmes caminovandring. Det er den sidste store by inden destinationen, Santiago de Compostela, og det tager cirka to uger at vandre derfra.